KRONIK s.m. Ulla Tofte. Berlingske Tidende 2.9.2012
Det aktuelle århundrede
Inspirationen fra 1700-tallet, det aktuelle århundrede, kan bidrage til at give en ny identitet, der er vigtigere for os i dag end inspirationen fra den danske nationalromantik.
Oplysningens århundrede. I videnskabelige kredse har 1700-tallet altid stået som det moderne samfunds vugge og det århundrede, som den vestlige verdens værdier er rundet af. Alligevel er 1700-tallet for mange forbundet med noget næsten forhistorisk uinteressant. Frilandsmuseets stråtækte gårde, endeløse fæstebonde-fortællinger i folkeskolens historieundervisning og Buster Larsens tumpede Jeppe-figur i Jeppe paa Bjerget, har svøbt 1700-tallet ind i vadmelsfarver og hverdags-trivialitet. Vel har landboreformerne spillet en afgørende rolle for Danmarks økonomiske udvikling og vel indvarslede stavnsbåndets ophævelse en ny samfundsklasse og magtfaktor gennem 1800-tallet. Men for et moderne menneske forekommer disse begivenheder relativt uvedkommende. Danmark er ikke længere et landbrugssamfund og den moderne dansker bor i byen og retter sit blik fremad. Nobelpristageren Douglas North har sagt at »Vi genskaber ikke fortiden – vi opfinder historier om den«. Man kunne tilføje, at historierne opfindes til lejligheden. Ved begyndelsen til det 21. århundrede er der i høj grad brug for nye historier om fortiden. Historier, der spejler samtidens problemstillinger og udfordringer, og som skaber identifikation for yngre generationer. Heldigvis er 1700-tallet meget mere end alkover og trevangsbrug.
I 1700-TALLET var blikket vendt mod verden. Der taltes europæiske sprog overalt i København. De mest indflydelses-rige ministre var tyskere, og med dem vandt først europæiske oplysningstanker og sidenhen en voksende dansk selvbevidsthed indpas. Tyske digtere bosat i Danmark bidrog til at dyrke og inspirere dansk litteratur, og franske skuespillere i København inspirerede Jet danske teaters tidligste udvikling. Kunstnere rejste ud og arkitekter kom hertil. Opdagelsesrejsende kortlagde verden og revolutionstanker udklækkedes i hemmelige klubber, mens slavehandlere og opiumssmuglere opbyggede imperier. Dansk kultur i 1700-tallet var Molière, danske videnskabsmænd kortlagde det lykkelige Arabien mens tyske Herrnhutere blev garanter for den danske kolonisering af Grønland. 1700-tallets nysgerrige og udfarende dynamik svækkedes mod slutningen af århundredet og gik efterhånden tabt i 1800-tallets nationale selvopholdelsesdrift, der i det 20. århundrede udviklede sig til selvtilstrækkelighed. Den fordanskning af kultur og samfundsfag, der fandt sted efter nederlaget i 1864 strakte sig hele vejen op gennem 1800-tallet og fik yderligere en opblomstring 1930erne og under Anden Verdenskrig. Trods kraftig marxistisk indflydelse på historieskrivningen i 70erne og 80erne har historieforskning – og i endnu højere grad historieformidling – i vid udstrækning været præget af den nationale optik.
EFTER NÆSTEN 200 år er der spæde tegn på at den indadvendthed, der har præget dansk kultur og identitet i generationer, måske er ved at blive afløst af et mere internationalt perspektiv på såvel samfundet som individet. 1700-tallets internationaliserede København viser nemlig, at det ikke – modsat hvad vi er blevet tudet ørerne fulde af fra højskoler til den danske sangskat – ligger i vores folkesjæl at være små og selvtilstrækkelige. Hvis historie som fænomen overhovedet skal have sin berettigelse i frem-tiden, må det bl.a. være for at gøre op med denne myte om danskhed, der blev konstrueret på ruinerne af 1700-tallets bristede stormagtsillusioner. Nye historier om fortiden skal styrke børn og unges tillid til fremtiden, hvor internationale relationer, globalisering og åbenhed over for fremmede kulturer og religioner skal sikre såvel den åndelige som den økonomiske udvikling for Danmark. Det er blevet tid til at give historien det store eftersyn og få ryddet gevaldigt op i det selvforherligende, fremmedfjendske selvbillede, vi har været med til at tegne af os selv.Billedet er en konstruktion – en myte på lige fod med myten om, at alle danskere bakkede op om modstandsbevægelsen.
ET ENKELT DYK tilbage i tiden viser et samfund bygget på nysgerrighed, mod og en ærgerrig stræben efter at gøre sig gældende i internationale sammenhænge. Et samfund for det nye og fremmede var det ‘fine’ og genstand for borgerskabets konstante sværmeri. Den moderne gymnasieelev eller den unge universitetsstuderende kan formentlig væsentligt lettere genkende sig selv i de’t billede, end i det grundtvigianske, nationale navlepilleri, der har præget vores selvforståelse siden 1864. En egentlig revisionistisk bølge inden for samfundsfag og historie er nok ikke ligefrem på trapperne, men der bør gives plads i medier, forskning og undervisning til et nyt syn på fortiden. Og her er genopdagelsen af 1700-tallet en indlysende opgave. Når dette århundrede kaldes oplysningens tidsalder er det en følge af, at den tids åbenhed, nysgerrighed og globalisering hurtigt blev udbredt. Det er de radikale ideer fra den tids tænkere, der har lagt fundamentet for demokrati, ytringsfrihed og andre menneskerettig-heder samt – ikke mindst – adskillelsen mellem politik og religion. Det var frihedsideerne fra Diderot, Hume, Kant, Voltaire og mange andre, der gav den vestlige verden et tigerspring fremad. Det mest sublime eksempel på befrielsen for forældede dogmer er måske datidens mange utopier. Alt vendes på hovedet og prøves forfra som i Holbergs roman, Niels Klim, hvor bønder indtager den øverste rangklasse, kvinder har ligeret med mænd og så fremdeles.
Inspirationen fra 1700-tallet, det aktuelle århundrede, kan bidrage til at give en ny identitet, der er vigtigere for os i dag end inspirationen fra den dan-ske nationalromantik.