Om Uffe Andreasen. Jyllands-Posten 28.2.2010

AKTUELT PORTRÆT
Den litterære diplomat
Uffe Andreasen siger som Hemmingway: Der er ingen ende på Parts, hvor han vender tilbage som Unesco-repræsentant efter 8 år som kulturråd I Berlin.
LARS OLE KNIPPEL

Den litterære diplomat Uffe Andreasen har haft det som en fisk i vandet i sine otte år som Gesandter Botschaftsrat for presse- og kulturområdet ved den danske ambassade i Berlin. Med sin fornemme sans for kvalitet har han været en uundværlig spydspids i bestræbelserne på at lancere dansk kultur til det betydelige tyske marked og introducere skatkammeret af tysk litteratur, billedkunst og musik til danskerne.

Mange projekter. Uffe Andreasens fingeraftryk kan spores ved mange projekter i tiden i Berlin: Kulturbro Femernbælt mellem Syddanmark og Nordtyskland, støtten til unge danske kunstneres fodfæste i den tyske hovedstad (der gættes på et tal mellem 300 og 400), endvidere de nye delstater fra det forhenværende DDR og Danmark i et omfattende kulturprogram, der i fjor udmøntede sig i en række arrangementer i den genopbyggede sachsiske kulturstad Dresden med bl.a. udstillingen “Tro, styrke og kærlighed”, der nu vises på Rosenborg Slot og omhandler de dynamiske forbindelser mellem Danmark og Sachsen 1548-1709. Også værker af den kongelige hofleverandør Bjørn Nørgaard er med Uffe Andreasens bistand præsenteret for et tysk publikum.

Galliske passioner. Forleden havde Uffe Andreasen inviteret til afskedsfest i privaten tæt ved hovedstadens berømte strøg Kurfürstendamm. Turen går nu videre til den franske hovedstad som Danmarks
repræsentant i Unescos styrelsesråd. Den 66-årige Uffe Andreasen gør Ernest Hemingways ord til sine: Der er ingen ende på Paris. Her virkede han fra 1988 til 1998 som kultur- og presseråd og dyrkede sine galliske passioner. Uffe Andreasen er fortsat fuldtidsansat i Udenrigsministeriet. Halvdelen af tiden foregår i København som rådgiver, den anden halvdel i Paris, hvor han har skaffet sig en lille lejlighed på grund af en del mødeaktiviteter i Unesco-regi.

Litteraturhistorie. Men den erfarne gesandt har heldigvis ikke på de bonede gulve mistet lysten til at formidle skønlitteraturen. Han, der blev magister i alm. og sml. litteraturhistorie i 1969 fra Københavns Universitet, har til hensigt at skrive om Senromantikken i Danmark. Tidligere er der kommet bøger og publikationer om bl.a. Paludan-Müller, M. A. Goldschmidt og Søren Kierkegaard.

Tidligere redaktør. Hans “Diplomati og globalisering. En introduktion til Public Diplomacy” fra 2007 er blevet så efterspurgt, at han skal i gang med en revideret udgave på engelsk. Før udenrigstjenesten fik et fast greb i ham, var Uffe Andreasen lektor på Kiels Universitet og redaktør på Gyldendal.