PUBLIC Diplomacy
lID
ii
Uffe Andreasen. Muhammedkrisen viser, at kampen om opinionen er afgørende i international politik. Lande skal også sælge sig selv – men ikke på samme måde, som reklamefolk sælger tandpasta eller biler.
1’4 TE.1-fl.’ I F.V.’ MICHAEL SEIDELIN
Diplomati er i dag mere end seriøse forhandlinger mellem alvorlige herrer eller henkastede be-mærkninger over champagnen på stilful-de receptioner i fornemme ambassader, i dag, hvor CNN og andre medier på få timer gør polemiken om nogle danske tegninger af profeten Muhammed til en krise med globale perspektiver, står kampen også om opinionen, hvad enten det handler om den ‘arabiske gade eller miljøgrupper i Tyskland og Californien. Derfor må regeringschefer, deres udenrigsministre og diplomater I stadig høje-re grad henvende sig direkte til befolkningerne, hvor de tidligere kunne koncentrere sig om dialogen med deres kolleger og ligemænd, siger Uffe Andrea-sen, der er presse- og kulturchef ved den danske ambassade i Berlin, Han har netop skrevet en bog om den nye form for diplomati, public diploma-cy, hvor Uffe Andreasen ikke lægger skjul på, at intet bliver som før. Heller ikke i diplomatiets og storpolitikkens verden. »større og større befolkningsgrupper er mere engagerede og ved mere end tid-ligere. Ngder er vigtige aktører i international politik, og i dag rækker propaganda ikke. Det handler om at få mennesker over på sin side. vinde hjerter og hjerner.. Det var [f.eks. den bundne opgave, da statsministerAnders Fogh Rasmussen(V) gik på en arabisk tv-kanal for at forklare den danske version af Muhammedkrisen over for den muslimske verden. Det er også public diplomacy når Uden-rigsministeriet åbner et kulturinstitut i et arabisk land, og det er en ny form for ‘diplomati’. når den amerikanske ambassadør i København indbyder amerikanske basketball-stjerner til at spille gadebasket med indvandrerbørn.
Indflydelse på spil. Public diplomacy er ikke nyt, og det erstatter ikke de traditionelle forbindelser mellem lande. Men det spiller en helt afgørende rolle i en verden, hvor en dansk statsminister fra den ene dag til den anden kan være nødsaget til at forklare sig over for millioner af mennesker, der dagen før ikke kendte til Danmarks eksistens. Selv supermagten USA må erkende, at klassisk diplomati, eller militær diplomati, ikke er tilstrækkelig til at nå de mål, landets ledere sætter sig: som krigen i Irak er et eksempel på. Derfor bruger amerikanerne også i højere og højere grad public diplomacy. Også Kina benytter store ressourcer på ar fremstille sig selv som et land, der trods sin magt og størrelse vil tage hensyn til andre, fortæller Uffe Andreasen, men og-så små lande har behov for at gøre opmærksom på sig selv. »Det handler ikke kun om markedsandele, men også om indflydelse, og public diplomat-y er en stadig vigtigere brik i små landes gøren og laden udadtil.
Dansk kUrnadiplomati. Uffe Andreasen nævner f.eks, den danske klimapolitik I de seneste måneder har en stribe udenlandske toppolitikere besøgt Grønland ledsaget af Anders Fogh Rasmussen eller klima-og energiminister Connie Hedegaard. Formålet har været at vise de udenland-ske gæster konkrete eksempler på konsekvenserne af de klimatiske forandringer og samtidig understrege den danske regerings interesse i at deltage i løsningen af disse problemer. F.eks. ved at stå som vært for FN’s konference om klimaforandringer i 2009 og dermed også være er af de lande, der sæt-ter den internationale dagsorden på dette område. »Her bliver der lyttet til os. Vi er troværdige, for vi har i årtier haft en aktiv miljø-politik, og fordi vi har resultater at vise frem hjemme hos os selv. Og troværdighed er forudsætningen, når et land skal overbevise andre om, at netop det har noget at byde på i bestemte sammenhænge«, understreger Uffe Andreasen. Han peger f.eks. på Norge, der i årevis har markeret sig med konfliktløsning. »De har Nobels Fredspris, de har været meget aktive omkring Mellemøsten og andre konflikter. Når nordmændene stiller sig til rådighed for Fhlomkringen kort-ilikt, er de troværdige. Og det er helt afgørende».
Propaganda duer ikke Der er altså muligt for små lande at markere sig. Både defensivt i krisesituationer som under Muhammedtegningerne og offensivt omkring klimapolitikken. Men det er hårdt arbejde, og der er ikke nok med møder på topniveau, som når danske ministre har talt klimapolitik med stort set alle, der har lagt vejen omkring København. »Det er selvfølgelig helt afgørende. Men public diplomacy handler også om kommunikation i øjenhøjde, og propaganda, som man kender det fra den kolde krigs tid, fungerer ikke., understreger Uffe Andreasen. Han nævner, al den danske ambassade i Berlin f.eks. forbereder møder og konferencer om klimaspørgsmål med danske og tyske eksperter samt specialister fra de tyske medier På den måde har Danmark i forhold til et vigtigt EU-land sum Tyskland markeret sig, og det samme er sket over for miljøorganisationer og grupper af eksperter i Tyskland. Og så drejer der sig i den del af det moderne diplomati også om ikke at lave envejskommunikation.
jernel
handler om at lå mennesker over på sin side. Om at vinde hjerter og hjerner. Det var f.eks. den bundne opgave, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (VI gik på en arabiske tv-kanal for et forklare den danske version af Muhammnedkrisen over for den muslimske verden, siger Uffe Andreasen. Billedet viser demonstranter ved den danske ambassade Teheran februar 2006. Arkivfoto.
– „ ANDR~”, Presse- og kulturchef ved den danske ambassade i Berlin siden 2001 Inden da havde Uffe Andreasen en tilsvarende stilling I Paris, hvor han bl.a. stod bag store danske kulturfremstød. Han har også været Danmarks faste re-præsentant ved Unesco. Uffe Andreasen, der er mag.art. i litteraturhistorie, har også været lektor ved universitetet i Kiel samt redaktør på Gyldendals Forlag. Han har skrevet flere bøger om dansk guldalder og redigeret bager om Danmark for Udenrigsministeriet. Hans nyeste tog er ‘Diplomati og globalisering. En introduktion til Public Diplomacy’. Museum Tusculanums Forlag.
»Public diplomacy er dialog og respekt for dem, man henvender sig til. Ellers fungerer det ikke. Dialogen kræver aktivitet på en lang række områder spændende fra kulturelt samarbejde, gode kontakter med pressen i de lande, hvor man søger indflydelse. professionelle hjemmesider og en knivskarp deflnitionafrnål og virkemidler. Nogle metoder fra den kommercielle markedsføring kan bruges, men Uffe Andreasen gentager igen og igen, at man ikke kan sælge et land på samme måde, som man sælger en bil eller et vaskepulver. Det er meget mere komplekst, bl.a. fordi det er svært at sætte selv et lille og relativt homogent land som Danmark på en formel.
Uncle Sam og Uncle Ben. I sig bog med titlen ‘Diplomati og Globalisering giver Uffe Andreasen eksempler på, når public diplornacy i form af propaganda ikke fungerer. USA’s forsøg på at vinde ‘hjerter og hjerner’ i den arabiske verden med radiostationer og glittede magasiner har indtil vi-dere ikke været nogen succes. Ugemagasinet Newsweek skrev f.eks. om en af strategerne bag den amerikanske public diplomacy, som kom fra et stort reklamebureau, at hun havde været bedre til ar sælge ‘Uncle Ben’ – det kendte rismærke – end til at markedsføre ‘Uncle Sam’, symbolet på USA. »Kritikken i forhold til USA’s indsats over for den arabiske verden går på, at man har talt ned til dem, nævner Uffe Andreasen. USA’s vanskeligheder på dette felt blev i slutningen af 2002 illustreret ved, at den hidtidige viceudenrigsminister for public diplomacy, Karen Hughes, valgte at forlade sin post. Officielt fordi denne magtfulde kvinde, der i årevis har hørt til i inderkredsen omkring præsident George W. Bush, ønskede at vende tilbage til familien i Texas.
Mirakelniddet. Men amerikanske medier pegede på, at Karen Hughes ikke kunne fremvise resultater, og det var ikke nødvendigvis hen-des skyld. For public diplomacy er ikke el mirakel:middel, understreger Uffe Andreasen: »Hvis en politik er forkert – eller opfattes som værende forkert af dem, der bliver berørt siden’- fungerer public diplomacy ikke. Den kan ikke udrette mirakler«, siger han og citerer i bogen den udenrigspolitiske ekspert Perervan Ham: »Bundlinjen for USA’s public dipinmacy er, at alle pr- og brandingindsatser kun er så gode som det produkt, man vil sælge. Den lære gælder også for andre lande, mener Uffe Andreasen. Men Danmark og andre europæiske lande har så meget goodwill at tære på, at vi har gode muligheder for ikke alene at klare kortfristede kriser, men også at komme offensivt ud af dem. michael.seidetin@pal.dk